Som 40-årig hører jeg til en generation, der er vokset op med ideen om fremskridtet. Jeg har lært, at demokratiet er den universelt rigtige styreform; at samfund, der endnu ikke er blevet demokratiske, nødvendigvis vil blive det en dag; at den teknologiske udvikling vil hjælpe os til at løse klodens problemer; at menneskeheden kort sagt bliver klogere og klogere – også moralsk set. Jeg lærte godt nok også om postmodernismen på universitetet i 1990’erne, og at denne tankestrømning indebar et opgør med ’de store fortællinger’ (videnskab, religion, ideologier), men selv postmodernismens tanke om de store fortællingers død kunne paradoksalt nok udlægges som et fremskridt i retning af større indsigt, tolerance og oplysning. Mange lande blev rigere og rigere, mure og totalitære regimer faldt, EF blev til EU og blev udvidet – og man citerede Fukuyama om, at historien i en vis forstand nu havde nået sin afslutning.
Det seneste årti har rystet alle disse ideer om fremskridtet. Nye krige er startet med store flygtningestrømme til følge, verden har set økonomisk krise og stigende ulighed, Storbritannien har stemt for at forlade EU, og amerikanerne har netop valgt en xenofobisk og chauvinistisk person som præsident. Det er let at få fornemmelsen af, at verden i disse år tager en ny retning, og at alting falder fra hinanden.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Skriv kommentar