Danske lønmodtagere løber så hurtigt, at væksten i den danske produktivitet er blandt de højeste i Europa.

Det er en myte, når eksperter og politikere dømmer dansk produktivitet ude. For i virkeligheden er danske lønmodtagere blevet så hurtige til at lave deres arbejdsopgaver, at væksten i Danmarks produktivitet ligger i toppen i Europa. Det skriver Politiken.

Ifølge avisen viser de nyeste tal fra den internationale økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, at væksten i produktivitet for hele den danske økonomi var på 3,3 procent i 2010. I de 34 andre medlemslande af OECD lå gennemsnittet på 2,2 procent, og i euroområdet var den på 1,8 procent.

Udviklingen viser tydeligt, at danske virksomheder er ved at komme tilbage efter krisen, siger professor i økonomi Torben M. Andersen, der tidligere har været formand for Det Økonomiske Råd.

- Produktiviteten har rejst sig kraftigt i Danmark efter først at være faldet meget voldsomt. Det er på længere sigt helt afgørende, at denne udvikling fortsætter, hvis vi skal have skabt velstandsfremgang i Danmark, siger han til Politiken.

Og det tyder på, at væksten ikke bare er et positivt enkeltstående tilfælde. Alene i industrien blev produktiviteten øget med 9,4 procent i 2010 og i 2011 med 6,0 procent. Det sker samtidig med, at priserne skyder i vejret hurtigere end lønnen, og en stor del af danske lønmodtagere får væsentligt lavere lønstigninger, end hvad der opleves i vores nabolande Tyskland og Sverige.

Men eksperter er ikke helt så optimistiske omkring udviklingen.

- Det er gået rigtigt fint med produktivitetsvæksten i de seneste par år. Men det er i høj grad udtryk for, at vi har haft en lavkonjunktur, hvor mange virksomheder har skilt sig af med arbejdskraft, siger professor i økonomi Anders Sørensen fra Handelshøjskolen CBS i København til Politiken.