Danskheden er kommet på forsiderne igen. I mange forskellige udgaver og sammenhænge.

For eksempel fortæller dronning Margrethe om danskhedens dybe, historiske rødder i en ny samtalebog med Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen.

Og Dansk Folkepartis Martin Henriksen har for nylig skabt debat ved at sætte spørgsmålstegn ved en danskfødt gymnasieelevs danskhed.

Samtidig arbejder Bertel Haarder ufortrødent med Kulturministeriets nye Danmarkskanon. Ytringsfrihed, cykelkultur og kvindelig ligestilling er noget af det, som kulturministeren vil promovere som nationale kerneværdier.

Det nationale samler og splitter

Det nationale er noget, der samler. Som giver fællesskab, identitet og meningsskabende fortællinger. Det skaber usynlige bånd mellem fortid og nutid, og mellem indbyggerne i et specifikt samfund.

Men det nationale er også noget, der deler. Som ekskluderer, fremmedgør og giver ophav til konflikter. Og det er tydeligt, at der i øjeblikket råder stærk uenighed om, hvordan danskheden og det specifikt danske skal defineres.

Det så man blandt andet i kølvandet på Martin Henriksens kommentar om den århusianske gymnasieelev og elevrådsformand, Jens Philip Yazdani i fjernsynsprogrammet Debatten på DR 2. Yazdani er født og opvokset i Danmark, men Henriksen udtrykte alligevel tvivl om, hvorvidt han kunne betragtes som autentisk dansker.

Og det vakte noget af et ramaskrig i den offentlige debat. Et ramaskrig, der stadig giver genlyd på de sociale medier.

Guldaldermyte

Spørgsmålet er, om det nogensinde har været anderledes. Vistnok støder man af og til ind i påstanden om, at det nationale var mere robust og mere klart defineret, da vores forældre og bedsteforældre var unge.

For 50, 100 eller 150 år siden.

Men der er meget, der tyder på, at der her er tale om en national guldaldermyte. Graver man lidt dybere i historien, er det svært at få øje på en periode, hvor der ikke har været uenighed og tydelige ideologiske skel i debatten om det nationales beskaffenhed.

Desuden er det nationale en størrelse, der befinder sig i konstant forandring. Cykelkultur og kvindelig ligestilling blev bestemt ikke anset for at være danske kærneværdier for 100 år siden.

Heller ikke dyrkelsen af monarkiet og de kongelige. I tiden omkring Første Verdenskrig var kongetroskab noget, som primært blev dyrket i konservative kredse.

Der er ingen naturlig sammenhæng mellem monarkiet og den moderne nationalisme, som jo faktisk fremhæver ”folket” – i stedet for kongen eller det guddommelige – som samfundets og nationalstatens mål og mening.

Både Venstre og den voksende arbejderbevægelse havde i sin tid et anstrengt og afvisende forhold til monarkiet og den siddende regent.

Det var først i tiden omkring Anden Verdenskrig, ikke mindst under besættelsestidens mørke år, at kongehuset blev et samlende og også ”folkeligt” fokus for de nationale fortællinger. Og denne sammenfletning af monarkiet og det folkelige Danmark, ville ikke have været muligt uden ultramoderne massemedier som radioen og fotografibaserede billedmagasiner.

Konger og kirker eller tandhjul og svømmepiger

Kampen mellem de statslige og folkelige fortællinger udgør faktisk et gennemgående tema i danskhedens historie. I hvert fald siden det store militære nederlag i 1864, hvor den grundtvigianske bondebevægelse for alvor begyndte at påvirke identitetsdannelsen og de nationale fortællinger i Danmark. Defineres nationen af hovedstadens eliter; af kongehuset, regeringen og de dannede samfundslag?

Eller finder man snarere essensen af det danske blandt gårdsmændene og i landsbyens dagligdag?

I mellemkrigstiden kom denne definitionskamp blandt andet til udtryk i ophidsede debatter om motiverne på de nationale frimærker. Disse var tydelige dominerede symboler for det statslige og officielle Danmark. Regentportrætter, domkirker og heraldiske våbenskjold.

Men blandt borgerne var der en voksende utilfredshed med denne måde at afbilde nationen på. I avisartikler og klagebreve til Post- og Telegrafvæsenet udtryktes ønsker om mere tidssvarende frimærker, der var bedre egnede til at dække kompleksiteten i det moderne danske samfund.

Mange danskere indsendte egne forslag til nye frimærker, enten direkte til postens ledelse eller til nogen af de store frimærkekonkurrencer, som for eksempel blev organiseret af Politiken i 1930 og Berlingske Tidende i 1937.

Blandt disse alternative frimærkemotiver, som altså aldrig blev benyttet, dominerede skildringer af det danske landskab, ikke mindst af landbrugsmiljøer og turistvenlige ”highlights” som Møns Klint. Men der var også tandhjul, fabriksarbejdere og moderne stålbroer. Ligesom den unge svømmerske Jenny Kammersgaard, som blev verdensberømt i 1937, da hun svømmede over Kattegat fra Sjællands Odde til Grenå.

Men i 1937 var Post- og Telegrafvæsenet endnu ikke parat til at lade en kvindelig idrætsstjerne stå som repræsentant for det danske. Det var først i 1959, at en ikke-kongelig kvinde dukkede op på et dansk frimærke i form af balletdanserinden Margrethe Schanne.

Den ægte danskhed er ikke det sande Arbejder-Danmark

Men heller ikke fortællingerne om det folkelige har været uden ideologiske skel og kontroverser. 1950’ernes Morten Korch-film er af mange blevet fremhævet som essensen af det folkelige og danske. En biografannonce for De røde heste i 1950 lokkede for eksempel med at filmen var ”så ægte dansk som sjælden set.”

Men avisen Socialdemokraten fremhævede, at det som mødte biografgængerne på det store lærred, var ”langt fra det sande Arbejder-Danmark.”

Det bør også huskes, at der i tiden omkring fremkomsten af de klassiske Korch-film var en uhyre stærk trang om konsensus og kontinuitet. Sårene fra besættelsestiden var stadig åbne. I baggrunden kørte et smertelig retsopgør mod nazistkollaborerende landsforrædere. Der var et skrigende behov for samlende fortællinger.

Et skrigende behov for et nationalt ”vi”.

”På krigens mørke baggrund vil et helt nyt folk vokse op”, som det hedder i Fremtidens Danmark – Socialdemokraternes berømte valgprogram fra august 1945.

Men hvordan dette folk skulle formes og defineres, var der mange forskellige holdninger til.

Er debatten om danskheden selve danskhedens kerne?

Således er der en del der tyder på, at debat, uenighed og ideologiske kontroverser er normaltilstanden i danskhedens historie.

Måske kan man til og med driste sig til at sige, at debat og uenighed om det nationales beskaffenhed er selve kernen af det danske? Alle andre nationale bestanddele, synes at befinde sig i konstant forandring, fra forholdet mellem kønnene og ytringsfrihedens status til sproget, det nordiske og det ’tusindårige monarki’.

Men debatten om danskheden forekommer at være konstant og nærmest ustoppelig, drevet af sin egen retoriske bevægelsesenergi.