Fra og med i dag kan du komme ”endnu tættere på de kendte og kongelige”.
Danmark har nemlig fået et nyt ugeblad.
I første udgave af Tæt På kan du læse om de rygter, der svirrer på Amalienborg; Prins Henrik har en hemmelighed.
Baronessen Caroline Flemming slås om millioner med eksmanden, og Susse Wold taler ud om sine hadebreve.
Per Kuskner, du er chefredaktør på Tæt På, Danmarks tredje ugeblad efter Se og Hør og Her & Nu. Hvorfor har I valgt at starte et nyt ugeblad?
- Vi føler, at der altid er et marked for gode historier og gode nyheder, og vi ved, at vi kan give de etablerede kamp til stregen. De trænger til at blive rusket lidt op i.
Hvorfor trænger de til det?
- Nå jo, det bliver jo lidt mageligt, ikke. Se og Hør er 70 år gammelt, og Her & Nu er snart 20 år. Og de har siddet lidt tungt på markedet. Jeg tror, de har følt sig lidt sikre i sadlen, så nu kommer vi og sparker lidt til dem.
Hvordan adskiller I jer fra de to andre danske ugeblade?
- Ved at have endnu flere danske nyheder, og så har vi lidt mindre Hollywood; det er der ikke rigtigt salg i. Vi baserer vores blad på en masse danske nyheder om tv- og filmpersonligheder og selvfølgelig også kongelige.
- Man kan spørge: Ligner det ikke lidt de andre? Jo, men vi skal jo heller ikke opfylde den dybe tallerken. Vi skal gå ind og lave et ugeblad med nogle klassiske dyder, som udover nyheder er horoskoper, kryds og tværs og gå i byen-reportager.
Kan man ikke bare købe et af de to andre?
- Nej, for så får man jo ikke de gode historier, vi laver. Vi har endnu bedre historier end dem, og vi har bedre fotografer og meget bedre kildenet, så du får ikke det samme. Vi er en lille redaktion på fem, men vi stiller med over 100 års bladerfaring og laver ikke nogen begynderfejl.
I har ingen hjemmeside og kommer stort set ikke til at være på nettet. Hvorfor ikke?
- Det har vi fravalgt. Det er ikke sådan, at vi synes, at nettet er en døgnflue, men det er simpelthen fordi, der ikke er penge i det. Det koster mange penge at have en web-redaktion, og lige nu satser vi simpelthen på tryksværte og på, at det her blad kan sælge. Skulle vi sidde et par mand og fedte med en hjemmeside, ville vi ikke tjene en krone på det. Og det er jo ikke en historie på nettet, der får Gerda i Vejle til at købe bladet.
Hvem er jeres målgruppe?
- Det er ikke unge mennesker, der køber ugeblade. Det er fortrinsvis kvinder på plus-40 fra provinsen.
En del paparazzi
I hedder Tæt På. Hvor tæt har I tænkt jer at gå på?
- 'Tæt På’ skal du mere tage som et catchy name. Det symboliserer ikke den linje, vi lægger; at nu skal vi gå endnu tættere på. Der, hvor vi går tæt på, er, at vi har en del paparazzi, hvor vores fotografer går rundt på gaden og tager billeder af de kendte, uden at de nødvendigvis ved det.
Hvor går jeres grænse i tilblivelsen af en historie?
- Det kan jeg ikke sige. Den er flydende, og der er ingen facitliste. Men som udgangspunkt er vi ikke interesseret i at brænde nogen broer eller gøre os uvenner med nogen kendte for at få den hurtige og gode historie. Vi vil hellere køre det lange seje træk.
Hvad skal en historie rumme for at komme i Tæt På?
- Først og fremmest skal den have en nyhed; det skal være noget, som folk ikke ved. Den skal gerne være solo, for det er ikke sjovt at have en nyhed, som de to andre ugeblade også har.
- Det er en lille kendisverden herhjemme, hvor vi står på nakken af hinanden til de samme premierer, så det kan jo være svært at lave 80 sider nyheder, men indimellem skal vi have nyheder og solohistorier.
- Selvfølgelig er vi her for at tjene penge
Når der findes to blade, som I ligger forholdsvis tæt på, lyder det som om, at I bare gerne vil tjene penge?
- Det er klart, at vi ikke gør det her filantropisk. Selvfølgelig er vi her for at tjene penge og lave en bragende succes. Det er vel egentlig derfor, man laver et blad eller et medie i det hele taget.
Vil I gerne udradere de andre?
- Vi vil gerne have verdensherredømmet i Danmark, ja.
Tæt På
- •
Bladet har ikke nogen stor mediekoncern i ryggen. Til gengæld har Karsten Ree, der i sin tid blev milliardær på at sælge Den Blå Avis, postet penge i projektet.
- •
Redaktionen tæller i alt fem faste folk
- •
Chefredaktør Per Kuskner har 18 års erfaring fra Se og Hør og tre års erfaring fra Her & Nu.
- •
Peter Bugge, der også tidligere har været på Se og Hør, er redaktionschef.
- •
Erling Tind Larsen, der er tidligere chefredaktør på Her & Nu, er administrerende direktør.
- •
Tæt På har ingen hjemmeside men satser på det trykte blad. Bladet er dog til stede på Facebook.
- •
Udkommer hver onsdag. I første uge til 14,95 kroner. Prisen for næste nummer er foreløbigt en forretningshemmelighed.