Mystik om berømt dansk kunstværk: Skal glasset stå op eller ligge ned?

Flere kunstudstillere har tilsyneladende behandlet kendt værk af danske Wilhelm Freddie helt forkert.

En skulptur og et maleri af Wilhelm Freddies skulptur 'Sex-paralysappeal'. På billedet til venstre ligger glasset fejlagtigt ned. (© Privatfoto/Kunsten)

Hov, der er noget galt.

Sådan reagerede Sanne Nyland Christensen og en gæst, da de i weekenden besøgte Kunstmuseet Kunsten i Aalborg og kom forbi skulpturen "Sex-paralysappeal".

Værket, der er lavet på en buste, viser en kvindes bryst og ansigt med en penis på kinden, en handske på hovedet og to glas, der er bundet i et reb rundt om halsen.

- Begge glas hængte løst om halsen på hende, og vi har jo set det både i danskundervisningen og til billedkunst på gymnasiet, da vi skulle lære om surrealisme. Det så ikke ud, som det gjorde i bøgerne. Det ene glas skal stå op, siger hun.

Skulpturen er lavet af den danske billedkunstner Wilhelm Freddie (1909-1995), der var blandt de kendteste og mest kontroversielle repræsentanter for surrealismen i Danmark.

Da de to kvinder opdagede fejlen gik de to til museets personale for at orientere dem om miseren.

På Kunsten har man imidlertid ikke en manual til, hvordan værket helt præcist skal se ud, som det ellers er tilfældet med mange andre værker.

- Lige præcis med Wilhelm Freddie findes det faktisk ikke. Så det eneste, som vi har at gå ud fra er postkost og kataloger, fortæller teknisk servicemedarbejder Niels Fabæk.

Flere andre steder i kunstverdenen har der tilsyneladende også været tvivl om, hvordan skulpturen egentlig bør tage sig ud.

Billeder fra en særudstilling på Statens Museum og fra Moderna Museet i Stockholm, hvor man har en kopi, viser ligeledes begge glas i liggende positur.

Men da DR Nordjylland ringer til Wilhelm Freddies søn Michael Freddie, er der ingen tvivl. Det ene glas bør stå op.

Han henviser til et foto fra 1961, hvor Wilhelm Freddie arbejder på en kopi af skulpturen med et originalt billede af skulpturen stående i forgrunden.

- Der må være begået nogle tilfældigheder undervejs, siger Michael Freddie, der ikke mener, at hans far ville være synderlig påvirket at at finde det ene glas væltet.

- Så ville han rejse det op og gå videre. Der var han meget fornuftig og lige til, fortæller han.

Langt værre var det, da værket sammen med to andre værker i 1937 blev konfiskeret og Wilhelm Freddie dømt for pornografi.

- Det havde han det meget dårlig med, siger Michael Freddie.

Også da Wilhelm Freddie i 1961 gentog Sex-paralysappeal blev værket konfiskeret, inden det i 1963 endelig blev frigivet.

Efter de to gæsters besøg, vil kunstmuseet Kunsten nu rejse glasset på skulpturen op igen.