Træt og stresset

Det første tilfælde af karoshi – død ved overarbejde – blev registreret i Japan i 1969. En 29-årig kontormand døde af et slagtilfælde, og efter nogle års sagsforløb erkendte myndighederne, at dødsårsagen var overarbejde. Manden havde haft skifteholdsarbejde og en stadigt øget arbejdsbyrde og knoklede løs trods skrantende helbred. Hans efterladte modtog senere erstatning grundet »erhvervsbetinget, pludselig død«. Cirka en generation senere skønnede den japanske regering, at omkring 1.000 årlige dødsfald skyldtes karoshi. Medicinske forskere skønnede, at det virkelige antal snarere var 10 gange højere, og at der var store mørketal. De efterladte fik nemlig kun erstatning, hvis den døde beviseligt havde haft ekstremt belastende arbejde – langt over normal arbejdsbyrde – umiddelbart inden hjerteanfaldet eller slagtilfældet. For eksempel hvis afdøde havde arbejdet uafbrudt i 24 timer eller havde arbejdet mindst 16 timer om dagen i syv dage i træk. Det var tydeligt, at karoshi-diagnosen var politisk betydningsfuld og til fortsat forhandling.

16 timers arbejdsdage kendes efterhånden også her i landet. De praktiseres ikke kun i landbruget, hvor man i hvert fald før i tiden sørgede for at holde nogle pauser undervejs, men også blandt akademikere og selvstændige i servicefag, der ikke nødvendigvis giver mulighed for hvile i løbet af dagen. Danske universitetsansatte falder pludselig om på arbejdet – eller de opdager, at de fra det ene øjeblik til det næste ikke kan læse, skrive eller huske noget som helst. Kolleger og venner ’går n ed med stress’, og pligtopfyldende, hårdtarbejdende folk får galopperende hjerte, voldsomme søvnproblemer eller mystiske lammelser.

Effektivitet

I Japan blev karoshi omtalt som en epidemi, og allerede for 20 år siden sat i forbindelse med såkaldt lean produktionsoptimering, besparelser og rationaliseringer, der skal fjerne ventetider og udnytte alle ressourcer mere intenst. I praksis betyder øget produktionseffektivitet, at der er mindre tid og kræfter til grundlæggende menneskelige gøremål såsom måltider, motion, socialt samvær, kropslig wellness – og søvn. Den amerikanske statsmand og opfinder Benjamin Franklin (der i 1700-tallet erklærede ,at »tid er penge«) beskrev tid som et moralsk – og ikke kun praktisk – anliggende. For ham var det simpelthen moralsk syndigt at spilde tiden, for eksempel ved selskabeligt samvær eller søvn ud over de mest nødvendige timer. Vores tids effektiviseringsideologier har samme grundholdning, selv om deres motivation nok er noget anderledes. De taler ikke om at skulle arbejde »til Guds ære«, som Franklin gjorde. Men de taler også i arbejdspuritanske skylds-baner, når de påstår, at »stress er vores egen skyld«.

Søvn

For et par år siden skabte nogle amerikanske forskere debat ved at koble biologiske søvnforsøg med studier i søvnens kulturhistorie og konkluderede, at folk sov anderledes frem til industrisamfundets og vækkeurets gennembrud. Indtil den kunstige belysning blev allemands eje og gadebelysningen slog igennem i byerne, sov folk i flere, korte perioder hen over døgnet. Ifølge forskerne sov de typisk nogle timer efter mørkets frembrud, hvorefter de vågnede og brugte noget tid på for eksempel snak, drømmetydning, sex, religiøse ritualer, børnepasning, vagtopgaver, indtagelse af varme drikke eller toiletbesøg, hvorefter de igen lagde sig til at sove nogle timer. I gamle tekster omtales natten ofte som opdelt i en ’første’ og ’anden’ søvn, og søvnforskerne konkluderede, at det er helt naturligt for mennesker, at sove for eksempel 4 + 4 timer, med en vågen pause på 1-2 timers aktivitet ind imellem. En siesta i løbet af dagen er også kendt fra mindre industrialiserede samfund. Etnografiske studier af jæger-samler-kulturers livsform og økonomi konkluderer også, at vi i dag sover mindre og arbejder hårdere end urbefolkningerne. En klassisk undersøgelse af indfødte australieres arbejdsdag som jægere, fiskere og samlere konkluderede, at arbejdstiden gennemsnitlig lå på 4-5 timer, og at folk holdt mange hvilepauser undervejs.

Rasende træt

For to uger siden fortalte Helsingør Kommunes venstre-borgmester til pressen, at de ansatte i kommunens administration fra januar 2013 ikke længere må fejre almindelige fødselsdage eller andre begivenheder med kaffe og kage i arbejdstiden. Ifølge borgmesteren går der for meget spildtid med kaffe- og rygepauser, og vejen til større effektivitet i den offentlige sektor går via bortrationaliseringen af disse. Det sikres ved, at de ansatte kun må samles til en pause på 15 minutter en gang om ugen, nærmere bestemt torsdag eftermiddag. »Men det bliver altså ikke forbudt at bruge nogle minutter over en kop kaffe med en kollega,« forsikrede borgmesteren sine rasende medarbejdere. Kampen om kaffeminutterne handler ikke kun om kager, smøger og kollegialt samvær. Den handler også om en styringsideologi, der især fungerer gennem tidskontrol og mistænkeliggørelse, og som lærer det enkelte menneske at forstå og vurdere sig selv ud fra effektivitetsmål. Socialt kaffesamvær er moralsk forkasteligt, ligesom det var hos 1700-tallets arbejdspuritanske avantgarde, og søvn er en beklagelig menneskelig svaghed. Inden for denne selvfede effektivitetslogik er det utænkeligt, at enkeltmenneskers sammenbrud lige så vel kunne være krisesignaler for selve systemet.