Det perfekte kunstværk

5/6

Knock knock, det er ingenting, kan etikken komme ud og lege?

Concrete består af seks identiske ishockeystavsformede, kantede klodser, støbt i beton. Det er den type figurer og klodser, man typisk finder som legetøj i museumsbutikker, Matt Calderwoods vejer blot hundredevis af kilo stykket, og i alt er figuren, han har stablet af klodserne, lige så høj som et menneske og med en vægt på flere ton. Det ligner overdimensionerede sildebenshavefliser eller SF-sten, Hummels signaturstreger eller et vildt spil Tetris.

Nummer to og tre har været svære. De hviler nemlig ikke på noget, men ligger i stedet oven på hinanden, på den lille afsats, den første, der står oprejst, har efterladt.

Og de ligger endog med vægten, den tunge ende, frit svævende over gulvet. Det er den fjerde der holder dem fast i en geometrisk balancemekanisme, hvor modpresset fra dens vægt er større end presset fra deres frithængende ender. Og så er der lidt pynt på toppen, to stykker der ikke gør anden forskel end at øge højden og tyngden, og måske også gøre figuren mere stabil og symmetrisk.

Concrete er klassisk god abstrakt kunst. Det har fjernet sig fra hverdagen, og uanset hvor meget man kan få det til at ligne et G eller en gammel mand, der bukker sig forover, så kommer det aldrig til at referere tydeligt til noget bestemt, derimod vil det altid kun fungere, som abstrakt kunst fungerer bedst, nemlig som det tomme ingenting, vi kan læse os selv ind i.

Værkets titel Concrete refererer ikke kun til materialet, men også til konkret kunst som i sidste århundredes geometriske kunst, hvor man frigjorde sig fra kunstens snerrende bånd og lod former og mønstre tage over fra ekspressionismens følsomme politiske samfundssind.

Men det ville være en kedelig måde at læse Concrete vs. abstrakt på, som en ironisk reference til noget, der skete i 30’erne, og som i øvrigt ikke længere har samme betydning.

Blot fordi noget er geometrisk, er det naturligvis ikke mindre ladet med symboler, end hvis der havde været skæve cirkler og malingstrejf ned ad siderne. Og alle kan de se de åbenlyse referencer til livet, ens klodser og en vis modstand, der imod alle umiddelbare odds kan balancere.

Og her nærmer vi os en langt mere interessant læsning af titlen, for hvorfor ikke læse konkret vs. abstrakt som kunst, der forestiller noget eller handler om noget helt bestemt vs. kunstværket, der ikke forestiller eller ligner noget velkendt?

Intet mere rigtigt end andet

Concrete handler helt sikkert ikke om noget bestemt, og de seks betonklodser, og måden, de er stablet på, lægger heller ikke op til at ville formidle en intention.

Her har ikke siddet en kunstner og tænkt over livet og prøvet at overbevise os om, at hans verdensbillede er mere rigtigt end vores. Hvorimod mange andre værker har klare politiske agendaer, igen, igen har vi eksemplet med Gursky på Louisiana, hvor billederne bliver manipuleret på en måde, så kunstneren kan understrege sine holdninger.

Hvis man ville være grov, ville man forbinde Calderwoods betonklodser med den rene æstetiske vare, hvorimod den politiske kunst eller den moralske kunst eller al den kunst, der har et budskab, læner sig mere op af etikken. Æstetik vs. etik, abstrakt vs. konkret. Men er Concrete virkelig mere æstetik end etik eller omvendt? Nej tværtimod, er man fristet til at sige, for er det ikke netop æstetik og intet andet, når det forestiller noget eller har et klart politisk eller handlingsmæssigt sigte?

Etik kan ikke forceres

Er det ikke netop ren fortryllelse, når nogen forsøger at overbevise dig om en bestemt måde at være på? Er det moralske kunstværk ikke lige så sølle som det Afrika-indsamlende sodavandsprodukt?

Man kan næsten sige, at desto mere etisk et værk forsøger at få os til at se det, desto mindre etisk bliver det. Fordi etikken ikke kan forceres. Den kommer indefra, naturligt, det ligger implicit i at ville gøre det moralske og det rigtige. Så i en dyst mellem det æstetiske og det etiske, ville Concrete altid vinde.Man kunne bevæge sig et lag dybere og gøre det til en dyst mellem det abstrakte og det konkrete, som i en dyst mellem Matt Calderwoods klodser og al den kunst der også er abstrakt, men så alligevel refererer til noget, vi kender: eksempelvis figurativ kunst, approprationskunst, relationel æstetik eller fundne objekter.

Altså kunst, der forestiller noget, uden at handle om noget, vi alle sammen ved, hvad er. Og så er vi måske for første gang ved at nærme os noget, hvor vi rent faktisk kan opstille egnede kriterier for, hvad der kunne være et fornuftigt udbytte af at se på kunst?

En moralprædiken er vi ligesom kommet over, det orker vi ikke at dyste på, og som i følelsesmæssigt boost bliver det nok også lidt træls i længden.

Glæde, energi og eftertænksomhed kan være fremragende afledte effekter af mødet med et godt kunstværk, men det kan aldrig være et kriterium i sig selv andre steder end i et fitnesscenter.

Idéudvikling og kreativitet er også et sørgeligt kriterium, omend det er en yndet effekt at smykke sig med ved mødet med kunst. Fornøjelse holder heller ikke, eller sorg, eller provokation. I det hele taget er enhver overskridelse af vores følelsesregister aldrig noget, der kan komme kunsten ved. Det er en subjektiv personlig fornøjelse. Der dog leder os i den rigtige retning. For dér, hvor Concrete og titlen kommer til sin ret, er i al sin enkelthed i mødet mellem kunstværket og beskueren.

Virkelig for den nysgerrige

Det rent abstrakte værk er det eneste, der er i stand til at give et menneske en ægte etisk oplevelse. Og det er, fordi det kun er i mødet med næsten ingenting, at det er muligt at finde sig selv. Og det er her Concrete vinder over den figurative og den lidt sjovere kunst som installationskunst eller forvrængerkunst, der med sin genkendelighed indsnævrer billedet og hjælper os på vej.

Den sjove kunst er ligesom den sjove film. Det er svært at koncentrere sig om den store analyse, når der er noget, der selv presser på for at fylde tomheden mellem øjne og skærm ud.

Tag blot en af de mange kunstnere, der viser os skønheden i verden: det eneste, vi kan forholde os til, er, om vi køber deres argumenter, synes vi, at John Kørner og Olafur Eliassons livsanskuelser holder, er vi enige eller uenige. Er det sådan, en ideel verden ser ud. Er skønheden Tal R’sk?

Men i forhold til at vinde i dysten om indre forløsning, er Concrete endnu bedre, for skulle man tage Concrete vs. den fuldstændige tomhed, altså det rene ingenting, så har Concrete jo trods alt nogle ret trivielle klicheer i sig, hele ideen om ligevægt, om balance, og hvordan verden hænger sammen, men skal støttes i starten for at komme i gang. Hvorimod meget kunst er helt blottet for noget som helst. Det er kun æstetiske udsagn. Concrete er det perfekte kunstværk, fordi det har en genkendelig struktur, det har noget, vi kan læse os selv ind i. Ligesom i et skuespil – der skal være en streg på gulvet, en stol på scenen eller en skuespiller. Vi skal have den der mikroskopiske håndsrækning, så skal vi nok selv klare resten.

Den moralske kunst fortæller os, hvordan vi skal være. Forvrængerkunsten fortæller os, hvordan andre har det. Kun den tomme kunst lader os selv lede efter svarene. Concrete er et medie for den nysgerrige. Den kan handle om alt. For nogen solidaritet. For nogen det modsatte.

Men det er nærmest en øvelse værd, hvis et kunstværk er godt skal det altid kunne forsvare begge fløje. Til gengæld er det lidt et problem for dem, der vil have at kunsten skal tjene samfundet, når den aldrig kommer til at tjene to mennesker på samme måde.

Concrete – Matt Calderwood hos David Risley, Bredgade 65a, København til den 5. maj

PS. Filmen ’Growth’ af Matt Calderwood vises hele perioden.